Marina-fonden

GOK har fem gange (september 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018) modtaget en flot donation på 50.000 kr. til sine aktiviteter for kvinder, der er opereret for brystkræft. Det betyder blandt andet, at prisen på GOKs kurser for denne målgruppe er 33% billigere end prisen på vore andre kurser.

GOK-Thisted har siden 2010 tilbudt et kursus, hvor deltagerne lærer, hvordan man kan opbygge en stærkere krop med øvelser, der er afpasset helbredstilstanden. Der fokuseres på følgevirkninger efter operation og evt. stråle- og kemobehandling.

Donator fandt ideen så god, at hun i efteråret 2014  donerede GOK-Thisted 50.000 kr. Efterfølgende blev der, sammen med donator, udarbejdet retningslinjer for pengegavens anvendelse. Man oprettede Løssl-fonden, som bliver holdt adskilt fra skolens øvrige økonomi. Siden gav donator så yderligere 50.000 kr. om året til fonden.

Efter donators ønske omdøbtes fonden til MARINA-FONDEN pr. 26/9 2018.

I overensstemmelse med retningslinjerne for donationens anvendelse, udvidede skolen i 2015 sin aktivitet for målgruppen med et kursus, som afvikles i Fysioklinik Snedsteds varmtvandsbassin. 

Fysioterapeut Dorthe Søe Munk underviser på begge disse hold.

GOK vil meget gerne oprette yderligere hold, hvis du kan samle en gruppe på minimum 5 deltagere.

Kontakt os, hvis du vil vide mere.